Syddjurs har en enestående beliggenhed i noget af landets smukkeste natur. Det er meget attraktivt at bosætte sig, holde ferie eller tage på tur i landskabet. Sammen med en engageret og initiativrig befolkning giver det Syddjurs Kommune et kæmpe potentiale for fremtiden.
Men Syddjurs kommune er ramt af regeringers mangeårige nedskæringer af kommunerne og et uretfærdigt udligningssystem. Det har tidligere givet kommunen store økonomiske problemer og derfor er der gennem mange år lavet budgetter der hvert år indeholdt nye besparelser og forringelser.
Fortrinsvis på grund af det økonomiske opsving og faldende arbejdsløshed er det i de senere år lykkedes at forbedre kommunens økonomi så der nu er store overskud og en stor kassebeholdning.
Kommunen står stadig over for udfordringer. Kommunen presses både af regeringens økonomiske stramninger, stigende udgifter til det specialiserede socialområde som ikke bliver dækket og en faldende andel i den erhvervsaktive alder.
Enhedslisten vil derfor nationalt kæmpe for en forbedring af kommunernes økonomi. Vi mener, at man i stedet for nedskæringer skal investere i tidlig indsats i daginstitutioner og skoler og i bedre forhold for de ældre. Det giver både menneskelig og økonomisk mening.
Enhedslisten er også opmærksom på, at vi udover de ovennævnte økonomiske udfordringer står midt i en alvorlig social-, natur- og klimamæssig krise. Derfor bør Syddjurs Kommune udvikle demokratiske og bæredygtige måder at håndtere kriserne på.
Vi mener at kommunen, i stedet for entydigt at fokusere på økonomisk vækst, bør sikre, at kommunen er energi- og miljømæssigt bæredygtig. Vi vil satse på energibesparelser, alternativ energi på kommunens bygninger og økologisk omstilling. Derved kommer vi i harmoni med de store naturværdier, der i sig selv både er attraktive for ny bosætning, for at fastholde unge og for at udvikle sunde og grønne erhverv og uddannelsesmuligheder.
Enhedslisten i Syddjurs går til valg med ønsket om mere demokrati, mere natur, ambitiøs grøn omstilling og mere solidaritet og velfærd i kommunen. Vi har store visioner og kæmper for store forandringer, men er også pragmatiske og kæmper for selv den mindste forbedring og imod den mindste forringelse.
- Mere demokrati
- For natur, biodiversitet og havmiljø
- Syddjurs som frontløber i den grønne omstilling
- Børn er vores fremtid
- Det skal være trygt at blive ældre i Syddjurs
- Syddjurs er også for udsatte og mennesker med handicap
- Mere kultur og bedre integration
- Enhedslisten vil behandle arbejdsløse ordentligt
- Syddjurs Kommune skal være en fantastisk arbejdsplads!
