Enhedslisten er et socialistisk parti, og vi vil have meget mere demokrati.
Regeringen og KL går i denne tid efter at fjerne medarbejderindflydelse og erstatte det med administration og mere ledelse. Medarbejderindflydelse betragtes som ineffektivt – en stærk ledelse og topstyring som effektivt og godt. Det mener vi ikke i Enhedslisten.
I Enhedslisten mener vi, at demokrati er mere end bare et kryds hvert fjerde år. Det er afgørende vigtigt, at man har indflydelse på de daglige beslutninger, der påvirker én selv og ens omgivelser. For at sikre dette vil vi øge og forbedre dialogen mellem kommunen og private borgerinitiativer samt gøre kommunens arbejde mere åbent og gennemsigtigt.
Kommunen skal i højere grad støtte, at folk slår sig sammen i distriktsråd og lokaludvalg. Forældreråd, elevråd, ungeråd, brugergrupper og ansatte skal kunne komme til kommunen med deres ideer til en bedre skole eller et bedre bibliotek. Det skal være let at komme til kommunen med en ide til et projekt, og så skal kommunen lade sig inddrage i borgernes projekter. I byrådsarbejdet vil vi arbejde på at tage magten tilbage fra administrationen, så det er folkevalgte politikere og borgere der bestemmer kursen.
Enhedslisten vil:
- Give større indflydelse og bedre økonomi til distriktsråd, landsbyråd, ældreråd,
forældreråd, handicapråd, ungeråd, fælles elevråd og landsbyfællesskaber. - Give lokalbefolkningen reel medindflydelse på placeringen af solceller, vindmøller og
biogasanlæg. - Oprette borgerting om aktuelle emner, det kan f.eks. være udvikling af et
lokalområde eller et vigtigt politikområde. - Flytte magt fra administration til politikere.
- Arbejde for øget medarbejderindflydelse og selvorganisering.
- Sørge for at forslag til byråd og udvalg bliver skrevet i et forståeligt sprog.
- Sørge for at fordele og ulemper klart fremgår af forslag.
- Arrangere egne lytte- og politikudviklingsmøder.
