Valgmøde på sprogskolen i Rønde

Lokalet var fyldt og spørgelysten var stor fra de fremmødte flygtninge og politikere. Panelet bestod af repræsentanter fra højre til venstre og spørgsmålene fra salen var mange. Det handlede om ferie, sagsbehandling og integration. Modersmålsundervisning blev især diskuteret, da flere fremhævede at det var en måde at støtte danskundervisningen på og andre at det var en måde at bevare kontakten til familierne i hjemlandene. DF’s modargument gik på at det var forældrenes egen opgave at lære børnene modersmålet.